23948sdkhjf

Politikere frygter moms bliver næste skatteskandale

Organiseret momssvindel er stigende problem i EU. Manglende kontrol kan koste Danmark dyrt, frygter S og DF.
Mellem 2 og 20 milliarder kroner.

Så stort vurderes det såkaldte momsgab at være i dag. Det fremgår af regeringens nye plan for genopretning af Skat.

Momsgabet er forskellen mellem den moms, der skulle være betalt og den moms, der faktisk er betalt.

På Christiansborg frygter flere partier, at netop skatten på varer kan vise sig at være det næste område, hvor manglende kontrol betyder, at statskassen går glip af milliarder af kroner.

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vil nu tage spørgsmålet op i de kommende forhandlinger om regeringens skatteplan.

Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, siger:

- Kun omkring to procent af virksomheder og selskaber bliver udtaget til kontrol. Og det viste sig i foråret, at der var fejl i omkring 50 procent af de sager.

- Hvis lovlydige virksomheder, der altid har betalt, hvad de skal, oplever, at der er ikke er nogen risiko for at snyde, når konkurrenten gør det, så er det dybt problematisk for retssikkerheden og for skattemoralen, siger Jesper Petersen.

Der er flere forskellige metoder til at opgøre momsgabet. Det er årsagen til, at der den store usikker om beløbet er 2 eller 20 milliarder kroner.

Uanset opgørelsesmetode så "lader momsgabet til over de senere år at være faldende" i Danmark, hedder det i skatteministerens nye plan. Altså umiddelbart godt nyt.

Men i andre EU-lande er organiseret momssvindel som eksempelvis momskarruseller og kædesvig et stigende problem.

Og usikkerheden om, hvorvidt det også kan være tilfældet i Danmark, kan vise sig at blive meget dyr, mener S:

- Der er penge her, som burde komme ind til at finansiere vores samfund og fælles velfærd, men som ikke gør det, siger Jesper Petersen.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, siger:

- Vi skal sikre, at vi får momspengene ind. Især når det gælder refusion af moms, ser vi et kæmpe trusselsbillede, hvor det måske kan gå helt galt.

- Rundt i Europa er der massiv svindel med refusion af moms, og det er et af de områder, vi vil have kigget på, siger Dennis Flydtkjær.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093